I godt fem år havde rockerklubben Bandidos MC klubhus på Værkstedsvej i et industriområde i den sydlige del af Kolding. Men i foråret 2015 lukkede klubben sin afdeling i byen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.


Bandidos’ tilstedeværelse i den sydjyske by, var ikke altid lige velkommen. For et par år siden protesterede byens borgere ved at gå i fakkeloptog under parolen “rockerne ud af byen”.

Tre præsidenter fra klubben er nu blevet dømt for narkohandel.

Den 26. august i år blev den første dømt ved Vestre Landsret. Han fik 1 år og 6 måneders fængsel for besiddels af 500 gram amfetamin til videresalg.

Torsdag den 26. november blev hans forgænger på posten, en 43-årig mand, idømt syv års fængsel for narkohandel. Han blev dømt for at være hovedgerningsmand bag modtagelse med henblik på videreoverdragelse af i alt ca. 5 kg amfetamin fordelt over 10 tilfælde fra maj til december 2014, ca. 700 gr. hash og nogle andre mindre alvorlige forhold.

Sammen med den 43-årige blev en 32-årig medgerningsmand idømt 4 år bl.a. for involvering i handlen med ca. 2½ kg af de 5 kg amfetamin.

Dagen efter, blev en tredje 45-årig tidligere bandidospræsident også dømt for narkotikahandel i en sag som bl.a. handlede om ca. 470 gr. amfetamin, som den 45-årige havde nedgravet i en skov indtil det skulle videreoverdrages. Politiet opdagede depotet og kunne så bare vente på, at den nu dømte gerningsmand dukkede op med skovlen. Det gjorde han sammen med en medgerningsmand den 28. august 2015, og de har været varetægtsfængslet lige siden. Medgerningsmanden er også Bandidos medlem og skal i retten senere på året.

Den 45-årige eks-præsident blev idømt 1 år og 6 måneders fængsel. Han modtog dommen.

Tilfreds anklager
Det er Sydøstjyllands Politis opfattelse, at efterforskningens succes med at få den ene klubpræsident efter den anden varetægtsfængslet og efterfølgende idømt lange straffe for narkotikakriminalitet, er en medvirkende årsag til, at der ikke længere er et Bandidos-klubhus i Kolding.

– Vi er meget tilfredse med efterforskningens succes og med at der ikke længere er en rockerklub i Kolding, siger sagens anklager Gitte Dyhr Thomsen og tilføjer:

– Denne sag må vist endnu engang slå et stort hul i historien om klubber for mænd, der bare roder lidt med motorcykler, tilføjer hun.